Uddrag af Dyrlæge ved Højlys Nat

............Til stillingen hører et komplet tjenesteslædehundespand. Det består femten hunde, som alle står tøjrede på en plads nede ved vandet. Der er blandt andet førerhunden Bamse, hanhundene Savik, Brune, Tom, Krabat, Maske og Malik samt tæverne Varaq og Sorte, der er arvefjender.

Alle slædehundeejere i kommunen får tildelt et stykke jord, hvor de kan have deres hunde. Jord er det nu ikke, for hele området er klippegrund, og der, hvor hjemmestyrets hundespand står, gennemskæres området af flere små vandløb. På stedet er opført et rødmalet skur, to løbegårde til løbske tæver og et omfattende tørrestativ, hvor foderet hænges op. Det vigtigste foder er skrogene fra hellefisk, som landes i stort antal. På fiskefabrikken skæres fileterne af og resten sælges som hundefoder. På rad og række hænger så disse skrog ganske tæt, og når de er tilstrækkeligt tørre, lægges de ind i skuret, hvor der som følge heraf er en stank af tørret fisk og harsk fiskeolie.

Det er også i skuret, jeg opbevarer skagler, halsbånd, tørfoder og andet uundværligt hundeudstyr. Slæden ligger oven på løbegårdene, da jeg første gang skal ud at køre, så jeg må bakse den ned; og det er småt med sne, da der har været føn, eneste mulighed er at køre de isovertrukne klipper.

Første gang, jeg spænder for, ender alt i kaos. En efter en får hundene sele på og bliver bundet fast til slæden, som med et kraftigt tov er solidt forankret til en ring i klippen for at forhindre køreturen i at tage sin begyndelse i utide. Det går fint med at spænde de første otte hunde inklusive Varaq for slæden, men da jeg uden at tænke mig godt nok om også spænder Sorte for, går det galt.......

.....................Da jeg en formiddag opholder mig på klinikken for at bringe orden i noget medicin bærer en hundeejer en halvstor hvalp ind, mens blodet drypper fra dens hale. Min første indskydelse er, at det må være et trafikoffer, han kommer med. Vi anbringer den på det fornemme rustfrie operationsbord, som smeden har fremstillet til mig, og jeg begynder straks at undersøge den nærmere, mens han fremsætter en noget usammenhængende forklaring om tynd mave og opkast! Jeg forstår ikke umiddelbart sammenhængen, men opdager snart, at halen simpelthen er klippet af!

Langsomt går det op for mig, at hundeejeren selv har foretaget dette indgreb for at kurere hunden for et mavetilfælde, og forstår, at åreladning på denne dramatiske måde er en udbredt skik blandt hundeejerne i Nordgrønland. Metoden benyttes også som en ren forebyggende foranstaltning mod smitsomme sygdomme og pludseligt forstår jeg, hvorfor så mange slædehunde løber rundt med en halv hale. Jeg forklarer ham så godt jeg kan, at åreladning er en dårlig behandlingsmetode, og at der findes bedre medicinske alternativer. Det stiller han sig noget tvivlende overfor, men beslutter dog, at jeg godt må behandle hunden på min metode, så jeg forbinder halestumpen, og giver hunden den nødvendige medicin for at kurere maveinfektionen.

At mit foredrag imidlertid ikke har haft den tilsigtede virkning får jeg bevis for ugen efter, da han kommer igen.............

...................Den første søndag i advent går børnene i små grupper rundt fra dør til dør og synger julesalmer. Og de synger smukt. Jeg sidder med benene oppe og halvslumrer efter aftensmaden, da jeg hører det første børnekor nærme sig. Kort tid efter står de i samlet flok uden for døren og synger, så det er en fornøjelse. Jeg har en vis fornemmelse af, at den slags korsang nok ikke er helt gratis, så jeg allierer mig med en pose hjemmefra medbragt lakridskonfekt. Det er en uhyre populær disposition. Da jeg åbner døren og vil takke børnene for den smukke sang, bliver jeg straks overvældet af 8-10 plastikbæreposer, der vidt åbne bliver strakt frem imod mig. Det er en smal sag at finde anvendelse for lakridskonfekten, som ikke fylder alverden i indkøbsposerne.

En time senere kommer en ny flok. Jeg finder denne gang en dåse karameller frem; og i min naivitet holder jeg den frem, så de selv kan tage et par stykker hver. Det ender i kaos. Med et øredøvende brøl kaster horden sig over min dåse, som jeg klamrer mig til, mens jeg udstøder ordrer og formaninger på et dansk, som ingen lader til at tage notis af. I løbet af sekunder er en væsentlig del af karamelbeholdningen forsvundet ned i deres poser, og jeg står tilbage med en delvist fladtrykt metaldåse og .................

...............Den gamle bus var, trods sine ellers mange tekniske begrænsninger forsynet med automatisk døråbning, hvor chaufføren ved hjælp af trykluft bare ved at trykke på en knap kunne åbne og lukke dørene - når det altså ikke var så koldt, at dørene frøs fast og derfor skulle have et hjælpende skub for at komme i bevægelse. Den nye bus er vist - på trods af det fine skilt på taget - ikke ligefrem bygget til bybuskørsel. Højre fordør har således oprindeligt været til at åbne som enhver anden bildør ved hjælp af et håndtag. Denne konstruktion har en teknisk begavelse ændret. Håndtaget er afmonteret og hullet er lukket med en lille plade, der er popnittet på plads. I stedet er der anbragt en indefra betjent svingarm, som åbner og lukker døren, og som Elias betjener ved at trække eller skubbe med et stort håndtag til højre for førerpladsen.

Denne konstruktion kræver lidt lokalkendskab, når man skal med bussen. Man skal anbringe sig lidt bagved døren og ikke ud for denne, hvis man ønsker at stige om bord, for ellers er der risiko for, at blive fejet hårdt og brutalt ned i grøften, når Elias i sin tjenstivrighed med en elegant bevægelse smækker døren op - i hovedet på de ventende passagerer..................

...........Fem minutter efter får motoren hikke, og tyk sort røg vælter op fra motorrummet. Vi flår dækslet af og kan konstatere, at der er ild i en gummipakning ved kølevandspumpen, der beklageligvist befinder sig lige op ad den fyldte brændstoftank. Lynhurtigt får vi slukket ilden og humper ind til et lille skær. Vi ser i øjnene, at vi nok må tilbringe natten her, for mobiltelefonen rækker ikke ud mellem fjeldene, og ingen reagerer på vore nødraketter. En halv times tid overvejer vi situationen, mens vi for en sikkerheds skyld fortærer nødrationen bestående af chokoladekiks. Vi ved, at der vil blive startet en eftersøgning, hvis vi ikke er i havn ved mørkets frembrud - så helt galt kan det vel ikke gå? Det er dog så bidende koldt, at vi trods polartøj og redningsveste allerede tydeligt mærker kulden, og ingen af os har lyst til først at blive reddet i morgen. Derfor bliver vi enige om, at prøve at starte motoren igen trods brandfaren og forsøge at sejle hjemad med reduceret kraft. Det lykkes os at få den i gang, men den går ujævnt og truer hele tiden med at sætte ud. Vi har dog heldet med os og holder den i gang, mens vi skiftes til at holde brandvagt med pulverslukkeren og spejde efter skær i mørket, der snart opsluger os totalt...................

.....................Patruljevognen kæmper sig gennem terrænet ud til kanten af klipperne, og vi kigger ned til vandkanten, hvor gammelt fiskeudstyr i form af garn, fiskekasser, tovværk og langliner ligger henslængt på stenene. Langlinerne har været brugt til fiskeri efter hellefisk ude på fjorden, og på mange af krogene sidder stadig rester af agn. Det tiltrækker hundene. Midt i roderiet ligger to halvvoksne slædehunde og kæmper i et virvar af fiskesnøre og rod. Den ene hund har en stor fiskekrog siddende fast i kæben; og den anden har en krog, som først er gået gennem kinden og derefter har boret sig ind i den ene forpote, så benet nu er låst fast til hovedet.

Vi stopper lommerne med sprøjter, medicin og instrumenter og kravler ned ad skrænten til de stakkels hvalpe. Hundene er sky og bange for os, men kan på grund af den grundige krogning ikke stikke af, så det lykkes hurtigt at få givet dem begge to en bedøvende sprøjte. Derefter er det en smal sag at fjerne krogene og befri dyrene. Jeg giver dem et skud penicillin, og vi slæber dem væk fra stedet, så de kan vågne op igen i mere fredelige omgivelser...............

................Med hjælp fra kommunens tolk forklarer jeg indgående om nødvendigheden af, at rabiesvaccinationerne bliver udført, og om hvor vigtigt det er at give hundene ormekur for at beskytte bygdens børn. Efter mit indlæg, som tilsyneladende er blevet pålyttet med dyb interesse, er der mulighed for at stille spørgsmål, og jeg gør mig klar til at besvare komplicerede veterinære spørgsmål på en forståelig måde ved hjælp af plancher og brochurer. Første spørgsmål kommer fra en lille indtørret, helt mørkebrun fanger nede i hjørnet. Iført baseballkasket og alt for store briller ligner han en vejrbidt udgave af George Burns i rollen som Gud, og jeg imødeser et dybsindigt spørgsmål om maternelle antistoffer eller parasitinduceret immunitet. Jeg kigger venligt og interesseret på, mens han stiller sit spørgsmål til tolken og forstår stort set kun ordet Qimmeq - hund - der gentagne gange indgår i tiraden. Da han er færdig kigger tolken alvorligt på mig og oversætter: Han vil gerne vide, hvor længe I koger hundekødet hjemme hos jer!..........

.............Langs den lange grusbelagte landingsbane løber der en jordvej, som vi begiver os hen ad mens blæsten gør turen lettere ved at skubbe bagpå, og vi kigger på den grønlandske flora og plukker hvid kæruld. Senere ændrer vi retning og starter turen opad. Den nederste del af fjeldet består af store bakker af moræneaflejringer, og vi er nået næsten helt op til foden af de stejle skrænter til det egentlige fjeld, da vi i det let lerede og mudrede fine grus ser friske spor af en isbjørn. Først kigger vi lidt vantro på dem, for vi havde bestemt ikke ventet at støde på bjørne her kun et par km fra lufthavnsbygningerne, men de er der - friske og tydelige som afsat i vådt beton. Formentlig er det ikke nogen voldsom stor bjørn, for hvert aftryk er kun på størrelse med en håndflade, men situationen huer os ikke, for isbjørne er lynhurtige og livsfarlige. Og vi er ubevæbnede..................

....................Nydelsen er åbenlys hele bordet rundt, men mest dog hos en af gæsterne, da han går i gang med hovedet. Jeg sidder lige ved siden af ham og kan derfor følge operationen i detaljer. Først bliver underkæben flået af. Tungen med en del rester af dyrets sidste måltid indslubres og efterfølges af kæbekødet, tyggemusklerne - og øjnene! Derefter suttes hver eneste lille knogle omhyggeligt ren. Det tager tid at få alle delikatesserne løsnet fra mellemrummene mellem harens tænder, men det lykkes, inden kraniet til sidst knuses og det lille dyrs centralnervesystem indgår i fødekædens næste led.............

.............Fem hundrede meter oppe gennem dalen ser vi flokken foran os til venstre. Dyrene står så tæt sammen, at de fra luften ligner en cirkelrund lodden måtte, der er lagt ud i sneen, men i løbet af nul komma fem har Ove kastet helikopteren rundt og påbegyndt en nedstigning lige i retning af flokken. Det får måtten til at gå i opløsning. Rædselsslagne flygter de arme dyre af sted over is og sne og fjeld for at komme væk fra uhyret. Vi forsøger at tælle dem, men når kun frem til, at der er omkring 30 dyr i flokken. To store tyre tager front mod os, men ombestemmer sig hurtigt og galopperer af sted i samme retning som resten. Flere af dyrene halter slemt, og den ene af tyrene kan slet ikke følge med.

Jeg meddeler Jan og Ove, at den skal aflives og undersøges, og Ove lander 212´eren, der i dagens anledning er forsynet med ski, bag en lille fjeldkam. Jan haster af sted med sit våben, mens han samtidig dukker sig for ikke at komme i karambolage med rotoren. Hundrede meter fra maskinen kaster han sig på maven og vrikker sig frem til kanten af fjeldet, mens vi andre inde fra varmen interesseret følger hver eneste af hans bevægelser...............

...............Lige som jeg skal ud ad døren for at købe ind til aftensmaden kommer Henning og banker på. Henning er en uhyre flittig og venlig taxivognmand, som bor ikke langt fra os. Han undskylder forstyrelsen mange gange og forklarer så, at hans eneste hund er alvorlig syg og har brug for min hjælp. Jeg trækker straks i arbejdstøjet og sammen begiver vi os over til hans hundeplads for at se på problemet. Pladsen ligger på nogle flade klipper et par hundrede meter fra vejen og vi passerer tæt mellem to fremmede hundespand på vejen derned. Hundene kigger nysgerrigt på os, men viser ingen tegn på aggression. De kan tydeligt fornemme, at vi ikke hverken er bange for dem eller på nogen måde virker truende. Grønlandske slædehunde har en meget sikker fornemmelse for menneskers kropssprog, ligesom de selv meget tydeligt viser deres eget.

På vejen ned til hunden forklarer Henning, at hans eneste hund, som er hans døtres kæledægge, er en tæve i lykkelige omstændigheder. Faderen er som næsten altid ukendt, da omkringstrejfende hanhunde sædvanligvis sørger for den del af forplantningen, men han har en fornemmelse af, at hun måske er ved at føde, og at det er årsagen til hendes sygdom.

Slædehundene føder udendørs året rundt. De fleste hundeejere sørger for, at tæverne har adgang til et lille uopvarmet hundehus, men en del føder ude i sneen, og hvalpedødeligheden er høj. Kun de stærkeste overlever. Det er barske betingelser, men man må hele tiden holde sig for øje, at slædehundene i Grønland ikke er hverken pyntedyr eller kæledyr. Det er arbejdsdyr, som for at klare sig under de arktiske forhold, skal være stærke. Svage individer vil bukke under, og naturen må gå sin gang. Disse hunde er gennem årtusinder udviklet til netop dette liv, og kun takket være en ekstrem streng selektion, har de kunnet overleve. Arvelige sygdomme kendes ikke, for hunde med sådanne lidelser har ikke formået at vokse op og formere sig, og man ser kun meget få gamle hunde på hundepladserne. Når en hund ikke længere kan arbejde for føden, bliver den aflivet. I de fleste distrikter sker det allerede, når hundene er fire til fem år gamle, men i distrikter med mange isbjørne er hundenes gennemsnitsalder noget højere. I forbindelse med isbjørnejagt er det vigtigere for fangeren at have erfarne hunde end at have hunde med stor trækkraft. Derfor er det ikke usædvanlig i bjørnedistrikter at møde hunde på både ni, ti og elleve år.

Da vi når frem, finder vi en sort tæve liggende næsten livløs i sneen, som er indsmurt i blod og det for hunde så karakteristiske blæksorte fostervand. Ud fra kønsåbningen hænger et organ på størrelse med en stor spegepølse, og mine undersøgelser afslører hurtigt, at det er en del af livmoderen, der er skudt ud i forbindelse med fødselen. Jeg kan se, at det må være sket for flere timer siden, for organet er sortfarvet som tegn på koldbrand og næsten helt stivfrosset......................

............. Foran det lille vindue står en tranlampe og en solid huggeblok, hvorpå man kan udskære dagens kødration. Der er en gammeldags primus, et lille bord med et omfattende udvalg af rariteter, og midt på gulvet ligger i en plastikbalje et frosset sælhoved til optøning. På væggene hænger fangstredskaber, to træharpuner, et skydesejl og en gammel militærriffel, der ved hjælp af en træklods og flere ruller sort plastiktape har fået skæftet forlænget.

Værtsparret ved ikke alt det gode, de skal gøre for at underholde os. Hun griber sin mundharpe og spiller en lille melodi, der bringer tankerne hen på de lyde, de håndtrukne udrykningshorn frembragte i min barndom. Han tager sælhovedet op af baljen og begynder at skære små lunser rå sælfedt af, mens han holder et foredrag om den letfordøjelige smagløse hvide gelé, som kommer frem, når man gokker sælen en ordentlig en på skallen med en sten. Jeg fortolker det i retning af, at foredraget drejer sig om sælens hjernemasse og beder inderligt til, at forelæsningen ikke skal omfatte praktiske demonstrationer...............

..........Vi går rundt og kigger på flænsearbejdet, mens jeg forsøger at fortrænge alt, hvad jeg har lært om slagtehygiejne og håndvaskerutiner. Efterhånden ankommer flere både inde fra byen med tilskuere, og på et tidspunkt har vi set blod nok for de næste lange tider. Jakob benytter lejligheden til gennem en fætter på stedet at redde sig en stor luns kød, som han slæber om bord i en gulvspand og betragter med et indforstået kærligt blik. Vi sejler tværs over bugten og fortøjer ved en stor sten. Forsigtigt kravler vi op over klipperne og finder et egnet ildsted, og ved hjælp af tørret lyng, kvas og græs bygger Jakob et lille bål. Hvalkødet bliver skåret ud til bøffer, som han krydrer med salt og masser af hvid peber og steger på en medbragt pande i rigeligt smør tilsat skivede rå løg. Med den største omhu passer han det lille ildsted, og kort efter breder sig den mest liflige duft.............

.................Vi bærer den ind og anbringer den forsigtigt på operationsbordet, og jeg går i gang med at undersøge det omtalte organ. Den er underlig. Hele penishovedet er voldsom opsvulmet, og i sin nød har hunden forsøgt at løse problemet ved at bide den ene halvdel af, så den penisknogle, hunde er forsynede med, stritter lige ud i luften gennem en blodig masse.

Jeg lægger hunden i narkose for at kunne arbejde med det følsomme område uden at genere patienten unødvendigt, og det viser sig kort efter, at en karabinhage fra hundelænken har sat sig rundt om penis bag ved forhuden. Hunden har været i slagsmål med en anden hund, og derved er de blevet viklet ind i kæderne i en sådan grad, at karabinhagen har kroget sig fast på dette uheldige sted og har standset blodomløbet.

Ved hjælp af en kraftig bidetang klipper jeg krogen i stykker og fjerner den, men forplantningsorganet og den yderste del af urinrøret er totalt ødelagt.....................

...........Jeg forklarer ham, at hunden er død af en overdosis sovemiddel, og derfor ikke er egnet til konsum, hvad han dybt beklager, da den ser meget lækker ud. Senere gentager forløbet sig et par gange med andre gourmetter, der ligeledes må gå med uforrettet sag; men sidst på dagen kommer to fangere sammen ind og udbeder sig en samtale. De har bemærket, at den ene hund er afpelset og har diskuteret, hvem der skraber mine skind for mig. Det er almindeligt kendt i området, at moderne hustruer ikke længere vil skrabe skind for mændene, og derfor vil de gerne vide, hvordan jeg bærer mig ad. I fuld overensstemmelse med sandheden kan jeg fortælle, at min kone skam har skrabt skindet helt alene. Den oplysning tygger de på i stilhed et øjeblik. Så kigger de på hinanden, nikker anerkendende, siger tak og lister ud i forvisning om, at dyrlægens kone da i det mindste kender sine pligter...............

....................Derefter diskuterer vi ved tolkens hjælp hans fangstresultater i de senere år, men kommer da omsider frem til årsagen til Magnus´s besøg:

For fjorten dage siden var fire af hans dengang ni hunde syge. Gennem tolken forsøger jeg at danne mig et indtryk af hundenes sygdom ved at spørge til diverse symptomer. Enten interesserer det ikke Magnus, eller også har hundene bare været svage, som han udtrykker det. Det bliver jeg ikke meget klogere af, men senere kommer vi frem til, at en af de syge hunde har bidt ham i fingeren. Og nu følger en malerisk beskrivelse af de deraf følgende kvaler. Magnus´s altså. Lige fra farven på bidsåret over svimmelhed, kulderystelser og hovedpine til noget jordemoderen derefter har udleveret, men som Magnus gerne vil have en second opinion omkring. Jeg forsøger at forklare, at det her er lægens opgave, men det synspunkt falder overhovedet ikke i frugtbar jord..............

.................Det bliver brandinspektøren, som redder os fra at vandre de tre km til bygden gennem meterhøj sne. Han rekvirerer bygdens sprøjte til at hente os, og jeg funderer noget over, hvordan det dog skulle kunne lade sig gøre - indtil den ankommer. Overraskende nok er den blå og ikke rød, men til gengæld bygget af Volvo til det svenske forsvar og forsynet med larvefødder, hvad der unægteligt også er mere vigtigt end kuløren under disse forhold. Vi kravler op i mandskabskabinen, der har plads til seks mand; og under larm og rystelser går det af sted over sne, klipper og is gennem terrænnet. Chaufføren gør ikke engang forsøg på at følge vejen. Med ægte dødsforagt vælger han den direkte linie gennem landskabet. Gang på gang bliver vi på det nærmeste kastet rundt i køretøjet. Jeg klamrer mig til de to håndtag en forudseende svensk ingeniør for nogle år siden har besluttet skal være monteret ved hver siddeplads................

............Det lykkes os med nogen besvær at få liv i handelsbestyreren, så butikken kan inspiceres, men jeg er stadig i dyb tvivl om, hvorvidt han overhovedet forstår mine formaninger om, at makrelsalat skal anbringes i køledisken og ikke på gulvet ude i bagbutikken, hvor der er alt for varmt. Hele bygden kunne få opkastninger og diarré af den makrelsalat, forklarer jeg. Han smiler venligt og nikker og smiler igen - men jeg formår ikke at overtale ham til at flytte varerne. I morgen - siger han – immaqa - måske. Så opgiver jeg........